I uge 40+41 har vi fornøjelsen af at have Elisabeth , medicinstuderende på 12. semester, i praktik i vores klinik. Elisabeth er således i gang med det sidste semester inden hun bliver læge, og vi bestræber os på at hun også skal forelske sig i specialet almen medicin.
I praktikperioden vil Elisabeth derfor deltage i vores daglige konsultationer samt have selvstændige konsultationer. Efter konsultationerne vender hun altid plan og behandling med en af de faste læger, så du som patient er sikret, at alt er gennemgået og godkendt af en erfaren kollega.
Vi ser det som en vigtig del af vores arbejde at uddanne fremtidens læger, og vi er glade for at kunne bidrage til Elisabeths læring. Samtidig håber vi, at du som patient vil tage godt imod hende og bakke op om hendes arbejde i klinikken..
Vi har udvidet vores hold af (verdens bedste) medicinstuderende. Holdet består af Christine, Emma, Caroline, Sif og Charlotte, der hver mandag og fredag hjælper til i sekretariatet med at holde telefontiderne helt i bund.
De studerende er alle på kandidaten og har således allerede gennemført en stor del af deres kliniske uddannelse. De er godt klædt på til at håndtere praktiske spørgsmål, hjælpe med tidsbestilling og sikre, at du hurtigst muligt kommer igennem til os.
Formålet med ordningen er todelt: De studerende får indblik i arbejdet i en almen praksis, og vi kan holde ventetiderne på telefonen nede til gavn for dig som patient.